Diktet om Trysil-Knud

timthumb.php

Bernt Lunds dikt om Trysil-Knud fra 1861:

TRYSIL-KNUD.

Ved Østerdalske skiløberkor
der hørtes engang så stort et ord
om Trysil-Knud, som sto på ski
i Bratbergkampen og Glommelid.

Ved præmieløb og ved exercis,
da var det Knud, som vandt første pris;
han gik i spidsen, hvorhelst det gjaldt
og stod, hvor ellers den bedste faldt.

Den svære bakke, man så sig ud,
var dog for liden for Trysil-Knud;
han midt i bakken fik gjort et hop;
derunder stilledes tolv mand op.

Og Knud fløi over, mens hurra lød,
idet han muntert en salve skjød.
Det var et sprang, som var værdt et ord
selv inden dette skiløberkor.

Og vidt og bredt man hans ry fornam,
det blev en hæder at ligne ham.
Og skal en skiløber merkes ud,
man endnu kalder ham «gut som Knud.»

Hr. Ole Kynsberg en traver holdt;
af den var han ikke lidet stolt.
Tolv mil til byen på samme dag,
med den for slæden, var ingen sag.

En saadan tur har hr. Ole for,
og hest og slæde for døren står.
Da kommer Knud på sine ski
og letter på huen og vil forbi.

Men Ole hilser:»Goddag, min ven!
Så tidlig ude! hvor skal du hen?»
«Til byen agter jeg mig til kveld.»
«Så, siger Ole, det gjør jeg selv.»

«Kan du mig følge til Minnesund,
da skal du eie din gård og grund;
og kan du følge mig rat til by,
jeg bygger tilmed din våning ny.»

Han drog af gårde: han drog i mag
som den, der sikker er i sin sag.
Hvor Knud blev af, man bemerked ei;
han havde stedse sin egen vei.

Da Ole stansed ved Minnesund,
«Knud var just reist for en liden stund.»
Da Ole drog over Akers-elv,
da mødte Trysil-Knud ham selv.

«Velkommen efter!» han mælte tørt.
«Du har ret ganske forsvarlig kjørt.
Jeg er nu, ser du, på veien hjem.
Jeg skal vel bringe din hilsen frem?»

Så ordet gik om Trysil-Knud.
Han tog ei gården, men reiste ud.
Man tror han beiled og afslag fik;
og ingen vidste, hvorhen han gik.

På Bergensleden, ei langt fra strand
der er en gård, heder Vigeland.
Der var forsamlet et muntert lag
til brudegilde en vinterdag.

Man så en fisker at stå mot strand
og tage veien mot Vigeland,
og lagets ungdom påfærde var
at holde fiskeren godt for nar.

«Kom her, du stril! skal du få se
en farkost, gjort til seilas i sne!»
Det var det kløgtige drilleri,
idet man viste ham et par ski.

«Å nei, det skulde dog være rart
at prøve engang til sådan fart!»
Mon en af eder mig vise vil,
hvordan seilasen i sne går til?»

Og man forklared ham: «Stil deg så,
og lad det rett ned ad bakken gå!
Men først tag farkosten med dig op
på hin den høieste, runde top.»

Og strilen rolig tok stav og ski
og vandret op ad den bratte li.
Det var en marsj, som var ganske drøj;
thi lien var både brat og høi.

Han gik med skierne under arm.
Man saa, at marschen ham gjorde varm;
thi snart han lettede huen af,
lod den tilbage på sin stav.

Så steg han videre lige op:
det var en svare ihærdig krop!
Dog kosted nok det hans varme sved:
thi nu han kastede trøien med.

Og opad, opad foruten rast;
han høiden vandt med utrolig hast.
Nu kasted vesten han og tilsidst
og hængte den på en furukvist.

Men endnu høiere op han gik,
og han ble liden for alles blik.
Tilsidst man så, han var kommen op,
han kunde øines på nutens top.

Og alle mente, det var en spas
at se på strilens sneseilas.
«Han faldt nok snart, – og det var vel;
thi ellers slog han seg plat ihjel!»

Se, nu han kommer, og det med fart!
Han faldt dog ikke så ganske snart.
Vel tidt han skjultes bag sneens sky,
men straks skjød frem som en pil påny.

Og just som farten var allerbedst,
han tok af kvisten igjen sin vest
og trak den på, som sig hør og bør.
Han havde prøvet seilasen før.

Og da han kom, hvor trøien lå,
han tok den op og trak den på.
Og farten øgtes; det gik som lyn
for de forbausede karles syn.

Så tog han staven og huen svang
og hilste selskabet nok engang,
og styred lige mod båden ned
og skjød fra land og drog afsted.

Man stod og stirred; man vide vil,
at det gik ikke så riktig til.
Og nogle mente, han var et troll,
og kasted efter ham ild og stål.

Så fandt i sporet man noget sort;
det blev forsiktig til bytte gjort.
Og det var trollets halseklud;
på den stod indsyet: «Trysil-Knud.»